Om GiT

Grønland i Tivoli blev etableret i 2002 som en frivillig støtteforening og juridisk part over for såvel Tivoli som samarbejdspartnere og sponsorer for at sikre gennemførelsen og kvaliteten af begivenheden.

I foreningens vedtægter blev det bestemt, at der i bestyrelsen skulle være en repræsentant for henholdsvis Grønlands Repræsentation, De Grønlandske Huse i Danmark og Greenland Tourism samt repræsentanter fra erhverv og kultur.

10 år med støt voksende popularitet har bevist begivenhedens eksistensgrundlag. Foreningen blev nedlagt og fik i stedet status som projekt. Som optakt til et generationsskifte blev etableret en ny styregruppe af yngre frivillige med lyst til at præge GiTs arbejde for udbredelsen af grønlandsk kultur, musik, dans, teater, film, mode og mad.

GiT’s vision er at skabe de bedst mulige betingelser for de årlige grønlandske dage i Tivoli – fra slutningen af juli til 1. august. Ambitionen er ligeledes at bevare de traditioner, der forbindes med 1. august i Tivoli, samt til stadighed at arbejde for, at begivenheden begiver sig i nye retninger. På den måde bevarer eventen dens status som den største og vigtigste grønlandske kulturbegivenhed uden for Grønland.

Den overordnede mission er aktivt at udbrede et positivt kendskab til Grønland og den grønlandske kultur i både moderne og traditionel forstand inden for både musik, kunst, film, mad og mode. Dels er målet at fremvise den etablerede populærkultur, dels at være et vindue for nye kunstnere. Ønsket er ligeledes at opretholde et sundt samarbejde med sponsorer, kunstnere og det grønlandske erhvervsliv. Vigtigst af alt er dagene i Tivoli et udstillingsvindue for grønlandsk kultur og erhvervsliv.